Villa Pax

Fra afholdsrestaurant til moderne strandcafé

Fakta-oplysninger
Fra Pax til Weekendhytten.

Æt-linie:
Ole Peter Caspersen (1846-1907) var skibs­tømrer, snedker­mester og ernærede sig som byg­mester i USA 1872-1877. Han var gift med Andrea Johanne Hjorth (1852-1929), 14 børn. Det første barn blev født i Jamestown, New York State, de tre næste blev født i Corry, Penn­sylvania State, begge byer beliggende S for Erie-søen. Resten af børne­flokken blev født i Nexø.

Ole Peter Caspersen > John Andreas Caspersen (1879-1940) blev udlært snedker hos sin far, men ernærede sig som cement­støber på Støberivej 5, Balka. Gift med Anna Karoline Møller (1887-1962), 5 børn. John Caspersen opførte som 50-årig i 1929 et pensionat til 18 gæster inklusive Afholds­restauranten Pax på Boulevarden 14.

John Andreas Caspersen > Ole Caspersen (1908-1973), Boule­varden 7, udførte sit svende­stykke som 21-årig med murer­arbejdet på Pax. Hans kone Emmy Kirstine Thim (1917-2015) havde tjansen med forårs­rengøring i Strand­leiren.

John Andreas Caspersen > Johannes Evald Caspersen (1910-1995), Boulevarden 5, overtog Balka Cement­støberi på Støberivej 5. Ugift.

Anna Karoline Caspersen førte  i 1940 Pax videre efter sin mand John Andreas Caspersens død, men forpagtede afholdsrestauranten ud til Ethel og P. Hansen der stod som restaurationsvært i en annonce 1943 på bagsiden af Skattebogen for Bodilsker (se billede af annoncen på Facebook: Balka Strand Grundejerforening).

Carl Emil Sonne Hansen (1906-1977), blikken­slager, købmand en gros, radio, symaskiner, cykler. Gift 1934 med John Andreas Caspersen > Ellen Olivia Caspersen (1909-1996). Carl Emil Sonne Hansen overtog 1943 (37 år) Pax og omdøbte den til Weekend-Hytten.
Carl Emil Sonne Hansen solgte ca. 1950 (44 år) Weekend-Hytten ud af Caspersen-familien – til Rigmor Christiansen.

Prospekt-kortet kan ikke dateres helt præcist, fordi Strandvolden 1 på hjørnet af Boulevarden først blev bygget 1934. Imidlertid vil det være "an educated guess" at Pax-ejeren bekostede et prospektkort af sin nybyggede restaurant i 1929.



Pax > Weekend-Hytten
1929. Fra andre kilder ved vi at cement­støber John Andreas Caspersen, Støberivej 5, som 50-årig lod opføre Afholds­restauration Pax med pensionat for 18 gæster.

Bornholms Vejviser og tingbogen afslører Weekend-Hyttens ejerforhold:
1938. J.A Caspersen står som ejer af Afholds­restauration.
1940. John Caspersen afgår ved døden.
1942. Enke efter John Caspersen > Anna Caspersen står som ejer af Afholds­restauration.
1943 Ethel og P. Hansen står som ejer/forpagter af Afholds-Restauration Pax.
1944. Anna Caspersens svigersøn Carl Emil Sonne Hansen står som ejer af Weekend-Hytten.
1948. Carl Emil Sonne Hansen står som ejer af Weekend-Hytten.
1952. Rigmor Christiansen står som ejer af Weekend-Hytten.
1955. Rigmor Andreasen står som ejer af Weekend-Hytten.
1958. John Andreasen står som ejer af Weekend-Hytten.
1962. Rigmor Andreasen står som ejer af Weekend-Hytten, men bor nu i Bryggeri­stræde 27, Nexø.
1967. Rigmor Andreasen står som ejer af Weekend-Hytten, bor i Bryggeri­stræde, ægpak­kerske.
14. april 1951. Ifølge tingbogen sælger Carl Emil Sonne Hansen Weekend-Hytten til Rigmor Victoria Hansine Christiansen.
25. maj 1984 sælger Johannes Thorvald Andreasen Weekend-Hytten til Bent Mogensen.
Bent Mogensen sælger til Torben Nørregaard en gang i nullerne. Den gamle tingbog går kun til år 2000.
(Tak til Lis Brandt Nielsen for de sidste detaljer).

Gennem en lang årrække fra 1951 til 1984 (33 år) ejede John Andreasen og hans kone Rigmor Weekend-Hytten, hvor de også boede. Fra den lille kiosk foran Weekend-Hyttens have­mur udlejede han golf­køller og golf­bolde til den finurligt hjemme­byggede minigolf­bane i beton.

I Weekend-Hyttens have­stue hang der under loftet en flyvemaskine­model af en Spitfire, samt Amerika-billeder på væggene, fx et fotografi af John Andreasen i flyver­uniform, og et landbrugs­billede af en vende­plov for­spændt måske 12 heste. Her var der nogle gange sodavands­diskotek.

John Andreasen selv yndede at tale bornholmsk med tyk amerikansk accent. Han var også god til Anders And-sprog. Det gav mange smil.

 

John Andreasens krigsminder

John Andreasen, 54 år. Fotograferet 1964 af Bornholms Tidende.

PROLOG
til interview med
John Andreasen
om hans krigs­minder
fra
Anden Verdens­krig

Artiklen er desværre ikke tilgængelig på inter­nettet hos Bornholms Tidende, så jeg har gen­skrevet artiklen fra et fotografi af et avis­udklip – inklusive redak­tionelle rettelser såsom Googlemaps-venlig bogstavering af bynavne, taste­fejl, over­sættelse af tommer til centi­meter, korrekt navn på luftværns­kanonen, afstande mellem artiklens nævnte byer samt gæt på placeringen af canadiernes to nævnte bivuakker.

Bivuak nr. 1 nævnes som beliggende Ø for Nijmegen [Najmégen] og desuden tæt på den tyske grænse (Nijmegen selv ligger 108 km Ø for Rotterdam, og 105 km SØ for Amsterdam).
Hvis man tager inter­viewets nævnte verdens­hjørne for pålydende, kan bivuak­kens placering passe med en skov/ grusgrav N for Kerkerdom, ved en runding af Rhinen (i Holland hedder Rhinen: Waal), 12 km Ø for Nijmegen. Herfra kunne canadierne genere lande­vejen fra Arnhem mod SØ til Essen.
I efter­året 1944 var denne frem­skudte militære position rundt om Nijmegen den nord­ligste udpost af felt­marskal Mont­gomerys fortropper.

Fra Kerkerdom-skoven 23 km mod S til bivuak nr. 2 (gæt:) en mark 5,5 km S for strøg­gaden i Groesbeek (der i sig selv ligger 9 km SØ for Nijmegen).
Den engelske kanon, Long Tom, ved siden af canadierne, kunne herfra beskyde den tyske flyve­plads i Weeze, 22 km mod SØ.

Krigsfakta
17.-26. september 1944 afviste tyskerne et angreb på Arnhem-broen (John Frost Bridge) over Nederrijn (Nedre Rhinen, biflod af Rhinen N for selve Rhinen – følges de næste 165 km parallelt med Rhinen til Nordsøen).
12.-16. april 1945 indtog englænderne Arnhem.
Ergo kunne tyskerne i julen 1944 godt have haft en kanon­stilling S for Arnhem, der kunne række ca. 20 km mod S til John Andreasens bivuak nr. 2 S for Groesbeek.

1.159.000 canadiere deltog i Anden Verdenskrig. 44.090 canadiere døde som følge af krigen. 55.000 canadiere fik krigsskader.

Besøg:
Airborneatthebridge.nl – Battle of Arnhem Informa­tion Centre ved nord­enden af John Frost Bridge i Arnhem. (Denne rigtige bro ser en hel del ander­ledes ud end filmens eksemplar)!
Bevrijdingsmuseum.nl – Nationaal Bevrijdings­museum i den nordlige udkant af Groesbeek.
Huisvandenijmeegsegeschiedenis.nl – om Waalbrug (Rhin­broen) i Nijmegen.
Veterans.gc.ca/eng – Groesbeek Canadian War Cemetary and Memorial, 2 km N for Bevrijdings­museum.

Personlige fakta
Johannes Thorvald Andreasen (John Andreasen):
Født: 16.9.1910, Poulsker.
Død: 3.12.1985, Rigshospitalet (75 år).
Bisat: 7.12.1985, Nexø kirkegård.
Udvandret til Canada: 6.3.1928 (17 år).
Deltog ved invasionen i Normandiet på D-Day: 6.6.1944 (34 år).
Returneret permanent til Bornholm: 1952 (42 år). Ergo: 24 år i Canada.
Gift med Rigmor Kristiansen/Christiansen: 1953 (43 år).
Interviewet til Bornholms Tidende: 1964 (54 år).
Rigmor Kristiansen/ Christiansen ejede i 1952 Weekend-Hytten.

Olav Terkelsen



Afholdsrestauranten Pax 1949 (Sylvest Jensen Luftfoto).

 

 

Bornholms Tidende, 24. december 1964:

Bornholmer holdt jul på
Nijmegen-fronten i 1944

Gravet ned i sneen med sit luftværnsbatteri.
Var frosset fast til jorden.
20 år gamle hyggelige og uhyggelige juleminder.

NEXØ, torsdag: Det er juleaften 1944, og verdens­krigen raser. Ø for Nijmegen i Holland, nær den tyske grænse, har et canadisk luftværns­batteri under Mont­gom­merys 21. armé­gruppe møj­som­meligt gravet sig ned i den frosne jord. Sneslud, tåge og måske frem for alt de stadigt svirrende rygter om et stort anlagt frem­stød fra tyskerne gør opholdet ved kanon­stillingen julenat til en prøve for mand­skabet – en prøve, som kun vel­trænede soldater kan klare uden at tage skade på nerver og helbred.

Mellem disse canadiske soldater er John Andreasen. På det tidspunkt har han allerede flere års tjeneste i den canadiske hær bag sig. Han har deltaget i invasionen i Normandiet (i tredje angrebsbølge på D-day 6. juni 1944 på Juno Beach, N for Caen) og er nu med i den store offensiv fra allieret side (gæt: som maskin­gevær­skytte), der bl.a. går ud på at befri den sidste halvdel af Holland, som endnu er okkuperet af Tyskland, og hvor befolk­ningen er ved at lide hungers­døden (i den lange og hårde vinter 1944-1945 hvor tyskerne forbød mad­leverancer til lokal­befolk­ningen – over 22.000 døde af sult – dog over­levede den 15-årige Audrey Hepburn og hendes mor i Arnhem hunger­vinteren  ved blandt andet at spise tulipanløg).
John Andreasen slap fra krigen med livet og humøret i behold, og i dag finder vi ham på hjemlig jord, i Weekend-Hytten på Balka.

John Andreasen er født i Poulsker, men fik meget hurtigt udlængsel. Det blev Canada, der drog ham, og her opholdt han sig i alt i 24 år, inden han vendte næsen hjemad. Han har prøvet ikke så lidt derovre i det store fremmede land.

I Canada fik den ene bror arbejde på en fabrik, hvor der hoved­sagelig blev talt engelsk – heldigt for ham.
John fik arbejde på en fabrik, hvor en stor del af arbejderne var danskere; derfor var han længere tid om at lære ordentligt engelsk.
Kort tid før krigen rejste broderen hjem på besøg i Poulsker. Krigen kom, og han kom aldrig tilbage til Canada.

Inden John Andreasen meldte sig til hæren, var han selvstændig farmer og lagde særlig an på kvæg­drift. Februar 1941 (som 31-årig) meldte han sig til den canadiske hær og fik sin første uddannelse derovre. Den videre uddannelse fik han i England, hvor han bl.a. var stationeret ved Dover, hvor opgaven for hans luftværns­batteri var at forhindre tyskerne i at flyve ind over England.

– Jeg har oplevet mange forskellige jule­aftener i det fremmede, siger John Andreasen, men julen i Holland for 20 år siden glemmer jeg aldrig. Vi lader den forhen­værende canadiske soldat selv fortælle om sine oplevelser:

– Det er dagene før jul 1944. Vi ligger ned­gravet med vores luftværns­kanon øst for Nijmegen ved den tyske grænse, hvor vi er gået i stilling i en rydning midt i skoven. Der ligger 5-6 tommer sne (15 cm) over hele land­skabet, og det fryser hårdt hver nat. Det er i denne tid, tyskerne laver et gennem­brud i de ameri­kanske linjer længere sydpå (gæt: Eindhoven i landskabet Noord-Brabrant, 60 km SV for Nijmegen).

To dage før jul får vi så ordre til at trække os tilbage til Nijmegen, og kl. 22.00 om aftenen er vi klar til at starte. Fire timer senere (kl. 02.00) ankom vi til vor nye stilling, der viste sig at være på en åben mark, hvor sneen føg ustand­selig. Der skulle vi altså grave os selv og vor kanon ned. Det var en 40 mm auto­matisk Boffher (journalist­fejl) Bofors, som kunne skyde 120 granater i minuttet (900 g, 12,5 km rækkevidde). Grave­arbejdet tog ca. 2 timer (kl. 04.00). Vi var jo ganske nødt til at grave os selv ned, for ellers havde vi jo ingen beskyt­telse mod de tyske granater, som snusede til os flere gange.

Da det var overstået, og to mand var udset til vagter, lagde vi andre os til at sove. Selv havde jeg et lille telt, lige beregnet til én mand. Man skraber lidt sne til side og lægger sig med tøjet på. Er man bare tilstræk­kelig træt, sover man ganske udmærket på denne måde, kan jeg forsikre for. Men jeg vil ikke nægte, at jeg var stiv af kulde, da jeg vågnede. Det må have været koldt, for en flig af våben­frakken var frosset fast til jorden, og jeg tænkte: dette her er dagen før jule­aften. Her ligger vi nu gravet ned som andre vilddyr... og hjemme i Danmark gør de klar til at feste.

Det hjalp betydeligt, da vi havde drukket vor kaffe og stivet os af med vor daglige portion rom. I løbet af dagen fik vi gravet et stort hul i jorden. Her kunne vi sove og lave vor mad og havde såmænd et helt kom­fortabelt rum. I byen Gousbach (jounalist­fejl) Groesbeek (1,5 km mod S), som var en tysk (jounalist­fejl) hollandsk by i Ingen­mands­land, kunne vi hente alt, hvad vi havde brug for, og der sikrede vi os et komfur, så vi i ro kunne lave vor varme mad.

Turen gennem Ingen­mands­land kunne være spændende nok, for det gjaldt om at køre med speederen i bund, hvis man ville gøre sig håb om at undgå de tyske morterer, som gjorde deres bedste for at udslette disse canadiere.

Lige begejstrede for os var hol­lænderne ikke, selv om vi var kommet for at befri dem. De var bange for, at tyskerne ville jage os ud og dermed endnu engang øde­lægge alt for befolk­ningen, men den hollandske befolk­ning var nok ikke klar over, at canadierne ikke sådan lod sig drive på flugt.

Lillejuleaften spredte rygtet sig, at tyskerne havde ned­kastet masser af faldskærms­soldater i udkanten af Nijmegen. Jeg husker tydeligt, hvor tåget det var denne nat, hvor man kun kunne se et par meter fra kanon­stillingen, og hvor det ”puslede” rundt om os. Til højre for os havde vi en engelsk kanon­stilling Long Tom, (155 mm, granater på 45 kg, 22 km rækkevidde), som skød uafbrudt hele natten. Det var 75 kg granater (journalist­fejl) med adresse til en tysk flyveplads (Weeze Airport mod SØ). Den engelske kanon­stilling var i nærheden af et hus, og hver gang de skød, raslede tagsten og ruder, og væggene slog revner. Megen søvn fik vi ikke den nat, ja, jeg kan godt sige, at det var en rigtig uhyg­gelig Lille­juleaften.

Juleaftensdag var meget kold, og det var fuld­stændig umuligt at holde vore fødder varme, når vi var ved kanonen, men det fandt vi snart en kur for. Vi tog en gammel bezin­dunk, fyldte den halvt med jord og hældte så en pøs benzin på 3-4 liter oveni. Fødderne holdt vi over flam­merne, det gav varme – men var unægtelig ikke særlig godt for støvlerne!

Juleaften lavede vi selv vor mad på komfur i jord­hulen, men 1. juledag fik vi besked om, at batteriet havde lavet jule­middag til hele mand­skabet (ca. 300 mand). Vi delte os så i hold, der kunne gå til køkken­vognen. Menuen stod på hønse­steg og dåse­frugt – og det var vel nok dejlig mad. Næsten hver for­middag kom Frelsens Hærs kaffebil med kaffe til os, og det var vi også glade for. Bortset fra en enkelt granat fra de tyske stillinger ved (S for) Arnhem (ca. 20 km mod N) var juleaften ved fronten, hvor jeg lå i 1944, stille.

Det var min første jul ved fronten, de andre juleaftener i canadisk tjeneste faldt ved mine ophold i træningslejre. Foråret efter sluttede krigen, og snart efter stak jeg hjem til Danmark. Her har vi det godt; men én ting ved jeg med sikker­hed: Julen 1944 glemmer jeg aldrig.
e.h.



Weekendhytten 1958 (Sylvest Jensen Luftfoto).
Ejer: gårdejer Andreasen.

 

John Andreasens barndomsland

John Andreasens mor hed formentlig Dora Andreasen fra Kjæret i Poulsker, fotograferet i 1930'erne foran Indre Misions hus Saron i Poulsker (nu: sommer­huset Tiden, Poulskervej 6) – Dora sidder på første række til højre. (bornholmerneshistorie.dk).

Kjæret i Poulsker ligger vest for Bro Odde i Snogebæk og om­kranses af: Dueodde­vej (ned til Bethesda­vej), Krakvej, Kærvej.

 

Den originale artikel i Bornholms Tidende

De to billeder lapper over, så det kan altså lade sig gøre at læse den originale artikel.

Picasa hjalp mig med at rette portrættet af John Andreasen op til lodret, og til at beskære portrættet, samt lysne billedets brune baggrundsfarve.
Billedet stammer fra Facebook: Balka Strand og omegn før og nu.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Kenn E Bech | Svar 06.10.2019 00.09

John Andreasen har en NEVØ på Skrokkegårdsvej - Finn

Kenn E Bech | Svar 06.10.2019 00.08

John Andreasen har en Nexø på Skrokkegårdvj i Poulsker

Jakob | Svar 05.09.2019 13.17

Ved I om der stadig findes familiemedlemmer til John Andreasen bosiddende på Bornholm?

På forhånd tak.

Mvh. Jakob Kjærsgaard

Tommy Andersen | Svar 13.08.2019 02.04

John Andreassens mor hed ikke Dora, men Anne og faderen hed Alfred. De boede på Karens Minde, Skrokkegårdsvej. Min farfar lavede minigolfbanen ved Weekendhytten

Kenn E Bech | Svar 05.12.2018 09.21

Vdr.foto fra John Andreassens barndomsland,Indre Missions grupppefoto.Det må være John Andreasens mor og IKKE bedstemor,der er på foto,hvor jeg har alle navnene

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

04.11 | 14:18

Enig Jesper. I betragtning af at hyben tilmed er enormt gavnlige i vores kost castorolie.dk/hybenpulver, så burde fokus være på udnyttelse af de sunde frugter!

...
04.11 | 14:14

Jeg er målløs over at man diskutterer fjernelse af hyben med roundup i 5-6 år. En busk kan fjernes manuelt på 1 arbejdsdag med redskaber. Kræver alle rødder op

...
27.10 | 15:03

Balka Strand

Hvor svært kan det være?
En balk, er et stykke udyrket land, mellem en strand og en mose.
VH
Hans Wernøe

...
06.10 | 00:09

John Andreasen har en NEVØ på Skrokkegårdsvej - Finn

...
Du kan lide denne side